“Min beholder er kun halvt tømt”

5/2-2024

Vi oplever desværre, at en del adresser har udfordringer med affald i beholderen – også efter tømning.
Vi beklager udfordringerne, og er i gang med at undersøge, hvordan vi løser problemerne.

Der kan dog være forskellige årsager til at dit affald sidder fast i beholderen:

  • Affaldet kan være fastklemt f.eks. grundet stort pap i beholderen. Din beholder er kun beregnet til småt pap – under en A4-side, som f.eks. æsken fra tandpastapakken, morgenmadsæsken eller andet emballagepap.
  • Affaldet kan være frosset fast. Vintervejret har desværre medført at noget affald fryser fast i beholderen, hvis der har været fugtigt eller væske fra affaldet, som er rendt ud.
  • Det bløde plast kan være statisk grunder frostvejret. Den kolde temperatur kan medføre, at det bløde plast ‘hænger’ fast i siden af beholderen, og derfor har sværere ved at komme ud.
  • Enkle stykker affald kan blokere for resten af affaldet, så det ikke ryger ud f.eks. fordi det rammer kanten af beholderen
  • Blød plast kan have svært ved at kom ud, hvis der ikke er noget tungt i bunden af beholderen. Du kan evt. samle dit plast fra køkkenet i en pose, så det bløde plast ligger sammen med det hårde plast og dermed vejer mere.

Nye indstillinger på skraldebilen

På nogle adresser skyldes udfordringen, at skraldebilerne har fået ændret indstillinger med hastighed og antal bank når skraldebilen tømmer skraldespanden.

Det sker, fordi vi før har oplevet at flere ’bank’ har medført skader på skraldespandene. Derfor er der kommet en indstilling på de nye skraldebiler, som bl.a. betyder at beholderen ikke kan bankes mere end to gange.

De nye indstillinger betyder, at fastfrosset affald, statisk blød plast og større papstykker, kan have sværere ved at komme ud af skraldespanden og forhindre at hele rummet til enten papir eller plast bliver tømt.

Hvad gør kommunen for at løse problemet?

Når skraldemanden skal tømme beholderen, sættes beholderen på skraldebilen, der vender den på hovedet på bilen og banker beholderen 2 gange for at affaldet skal ryge ud.

Skraldemanden må ikke løsne affald, som sidder fast i skraldespanden, da dette kan udgøre en sundhedsrisiko. Skraldemanden tager dog et billede, hvis der er affald tilbage i skraldespanden, så vi har et overblik over problemet og omfanget.

Vi er i fuld gang med at afprøve andre metoder og finde en løsning. Desværre er det ikke de samme udfordringer på alle adresser, så derfor er løsningen ikke så ligetil. Vi arbejder dog ihærdigt for at finde frem til en løsning, og er i dialog med både beholderleverandør, vognopbygger samt renovatør.

“Jeg har ikke fået tømt min beholder helt, hvad gør jeg med affaldet?”

Der er ikke mulighed for at sende skraldebilen tilbage til din adresse, da skraldemanden har været der og forsøgt at tømme din beholder. Du skal sørge for, at dit affald kan komme ud af beholderen ved tømning. Hvis affaldet af den ene eller anden årsag stadig er i beholderen, så skal du løsne det til næste ordinære tømning. Skulle du mangler plads, så har du mulighed for at benytte dig af følgende muligheder:

Mad- og restaffald
Du kan købe ekstra sække til mad- og restaffald, som skraldemanden kan tage med på næste ordinære tømmedag. Du kan ikke anvende andre sække som f.eks. klare sække. Disse vil ikke blive taget med. Du har også mulighed for at anvende din julesæk til restaffaldet, da denne er en godkendt sæk.

Du kan læse mere om ekstra sække ved at klikke her.

Genbrugsaffald
Du kan aflevere dit genbrugsaffald (plast, mad- og drikkekartoner, papir, glas og metal) på genbrugspladsen eller på en af kommunens offentlige genbrugsøer.

OBS: Det er ikke muligt, at sætte ekstra sække med genbrugsaffald som tages med til næste ordinære tømningsdag.

Plast, metal og stort pap kan også afleveres til storskrald. Du kan læse mere om storskraldsordningen ved at klikke her.