Fredag morgen er skraldemændene hos REMONDIS A/S begyndt at tømme skraldespande igen i Næstved Kommune. For at indhente de manglende tømninger kører skraldemændene også lørdag i denne uge.
Efter gårsdagens sympatistrejke har skraldemændene hos REMONDIS A/S genoptaget arbejdet. De begynder at tømme de fyldte skraldespande i Næstved Kommune, og de starter med ruterne, hvor de skulle have hentet affald i går torsdag den 16. maj.
Sådan kører skraldebilerne
Indsamlingen i dag er startet med torsdagsruterne. Skraldemændene har fået lov til at køre ekstraordinært i morgen lørdag den 18. maj. Hvis man derfor har normal tømningsdag i dag fredag, kan man risikere at afhentningen blive udsat til i morgen.
REMONDIS A/S forventer, at skraldemændene i løbet af lørdag har indhentet ugens manglende afhentning af affald. Hvis det viser sig, at der er enkelte ruter, hvor skraldespandene ikke kan nå at blive tømt, vil affaldet i stedet blive hentet inden mandag aften den 20. maj kl. 19.