Fra i dag skal alle landets kommuner indsamle tekstilaffald som f.eks. ødelagt tøj, plettede duge og enlige sokker, så de kan gøre gavn igen.
Du behøver dog hverken kridte skoene eller ryste i bukserne over den nye ændring. I Næstved Kommune har vi nemlig sorteret tekstilaffald siden 1. juli 2021, og du vil derfor ikke opleve nogle ændringer.
Som en af de første kommuner i Danmark til at indsamle 10 typer affald, har Næstved derfor førertrøjen når det kommer til sortering.
Den nuværende ordning er samtidig lidt af en fjer i hatten. Siden sommeren 2021 har vi nemlig indsamlet ca. 25 tons kasserede tekstiler i vores røde sække, som kunne sendes videre til genanvendelse. Et kæmpe tak for det.
Du kan læse mere om tekstilaffald, og hvordan du får det afhentet ved at klikke her.
Tak fordi du sorterer dit tekstilaffald – så vi kan gi’ det videre.