Det er sommer, og det betyder også ferietid for rigtig mange borgere i Næstved Kommune. Skraldemændene er ingen undtagelse, for de skal selvfølgelig også have lov til at holde ferie.
Du kan derfor opleve, at der er ferieafløsere på nogle af vores skraldebiler hen over sommeren. Det betyder, at der kan ske ændringer i forhold til, på hvilket tidspunkt af dagen din beholder bliver tømt. Hvis du plejer at få tømt din beholder om morgenen, kan du altså ikke forvente, at den bliver tømt på samme tidspunkt. Skraldebilen må faktisk køre helt frem til klokken 19 om aftenen.
Selvom tidspunktet for tømningen måske rykkes lidt, er dagene for tømning fortsat de samme som normalt. Der er dog kommet nye tømningsdage for den gamle genbrugsbeholder, som med den nye ordning er omdannet til plast/mad- og drikkekartoner samt papir og småt pap.
Du kan på vores hjemmeside under ’Min side’ hente en PDF-kalender over tømninger på din adresse, så du altid kan følge med i, hvilke dage dine beholdere bliver tømt. Du kan også klikke her.
Hvis du oplever, at din beholder ikke er blevet tømt, skal du som noget nyt anmelde det senest tre hverdage efter, den skulle have været tømt. Dette gøres også under ‘Min side’. Hvis du overskrider dette, bliver beholderen først tømt på næste ordinære tømningsdag.
Har du spørgsmål i forbindelse med den nye affaldsordning, kan du henvende dig til Team Affald på følgende mail: affald@naestved.dk. Vi ønsker god ferie til alle skraldemændene – og god arbejdslyst til ferieafløserne.