
Fra uge 41 begynder vi at udskifte 14.215 affaldsbeholdere rundt om i kommunen. Udskiftningen sker som følge af en erstatningssag fra 2024, hvor kommunens daværende renovatør forårsagede skader på en række beholdere.
De beskadigede beholdere bliver nu udskiftet, og de gamle beholdere får samtidig nyt liv. Plasten bliver genanvendt og brugt som materiale i produktionen af nye plastprodukter.
Udskiftningen vil foregå over de kommende tre til fire måneder. For at gøre det så nemt som muligt for borgerne, bliver ruterne planlagt efter de tømmedage, som de berørte beholdere allerede har.
Det betyder, at langt de fleste beholderen allerede står fremme på tømmedagen. På den måde kan vi både udskifte beholderen og sikre, at den bliver tømt som planlagt.
Mange borgere vil formentlig først opdage, at beholderen er blevet udskiftet, når den står på plads igen. De nye beholdere er dog en smule anderledes end de nuværende, men det er fortsat den velkendte sorte beholder med samme rumopdeling:
“Det er en omfattende opgave at udskifte mere end 14.000 affaldsbeholdere, og derfor har vi lagt vægt på at gøre det så smidigt som muligt for borgerne. Nogle borgere har måske ikke engang lagt mærke til skaderne, men selv mindre skader kan over tid udvikle sig til større problemer. Derfor giver det god mening – både logistisk og økonomisk – at udskifte beholderne samlet, særligt når det drejer sig om så mange,” fortæller Kamilla Karberg, fagkoordinator for Team Affald.
Det er en stor logistisk opgave at få de mange beholdere samlet, gjort klar og leveret til de rigtige adresser.
Joca-Rubæk, som tidligere har stået for udskiftning og levering af mange af kommunens beholdere, står også for opgaven denne gang. I byområder forventes det, at der kan udskiftes mellem 300 og 400 beholdere om dagen. I landområder vil antallet være lidt lavere, fordi der er længere mellem adresserne.
Vejret kan også få betydning for tidsplanen. De klistermærker, der skal sættes både udvendigt og indvendigt på beholderne, kræver nemlig en vis temperatur for at sidde ordentligt fast. Hvis vejret bliver for koldt, kan udskiftningen derfor blive sat midlertidigt på pause.
Når de gamle beholdere er hentet hos borgerne, bliver de transporteret til Smedevænget ved Industrivangen. Her bliver de skilt ad, så plasten kan sorteres fra.
Herefter bliver beholderne kørt til Joca-Rubæk i Jylland, hvor de bliver kørt gennem en neddeler og omdannet til mindre stykker plast. Materialet bliver efterfølgende sendt videre til produktion af nye plastprodukter.
Selvom beholderne er blevet beskadiget, kan materialet dermed fortsat bruges og få nyt liv.
De berørte adresser får besked via appen “NK Affald”, når deres beholder står til at blive udskiftet. Her får man besked i ugen op til udskiftningen.
Det er kun beholdere med skader, der stammer fra erstatningssagen, som bliver udskiftet i denne omgang. Skader, der er opstået senere, er ikke omfattet af udskiftningen. De håndteres af Verdis, som er kommunens nuværende renovatør og blandt andet står for reparation, hjemtagning og levering af affaldsbeholdere.
Vi starter med at udskifte beholderne i uge 41, og fortsætter så længe vejret tillader det.
Vi sender besked via vores affaldsapp “NK Affald” til alle berørte adresser. Da der kan ske forsinkelser, vil du få besked om, at vi kommer i den kommende uge så du ved, hvilken uge vi kommer i.
Vi forsøger at hente beholderne på samme dag som skraldemanden kommer forbi for at tømme beholderen, og beholderen vil derfor blive skiftet samme dag som der hentes affald.
Der er ingen betaling forbundet med udskiftningen.
Vi har desværre ikke mulighed for at give besked til de berørte adresser via andre kanaler. Dog laver vi en opsamlingsrunde, hvis beholderen ikke er at finde på tømningsdagen.
Hvis der er adresser, som ikke har beholderen stående fremme når vi kommer, laver vi senere på året en opsamlingsrute, hvor vi giver besked om, hvornår vi kommer.
Hvis der er flere beholdere på din adresse, der er registreret med skader, udskifter vi alle beholderne – også selvom nogle af dem fortsat har affald i.
Ja, du må fortsat gerne bruge din beholder. Da vi forsøger at koordinere med skraldemandens ordinære ruter, vil langt de fleste beholdere dog være uden affald allerede.
For at sikre, at du ved hvem der besøger din adresse, vil bilerne vi anvender være udstyret med særlige skilte, så du kan se hvem der besøger din adresse. Medarbejderne, der udskifter beholderen, vil også være iført arbejdstøj, så du tydeligt kan se, hvem vi er.
OBS: Vi vil aldrig forsøge at komme ind i husstanden når vi ombytter din beholder. Al vores arbejde foregår ved din beholder – ingen andre steder.