Opskrifter

Påskeæg med naturfarve

Vi har tømt køleskabet for rester og farvet påskeæg til frokostbordet. Æggene kan både bruges som pynt men kan også spises, hvis man ønsker et farverigt indslag til påskeretterne.

Du skal bruge:

  • 2 spsk stødt gurkemeje, hvis du ønsker gule påskeæg
  • 300 g rødkål, hvis du ønsker blå påskeæg
  • 100 g spinat, 1 spsk gurkemeje og 50 g blåbær, hvis du ønsker grønne påskeæg
  • 300 g rødbede, hvis du ønsker røde påskeæg

Derudover skal du bruge:

  • 2 spsk. lager eddike
  • Æg, gerne hvide

Start med at koge æggene til de er hårdkogte ca. 10 min og køl dem derefter af i koldt vand.

Hæld 1 liter vand i en gryde og kom grøntsager, krydderi eller frugt i. Rødbede og rødkål skæres i grove stykker inden det kommer i vandet.

Kog vandet i ca. 10-15 min, og hæld det derefter i en skål med 2 spsk lager eddike. Husk at si alle grøntsager og frugt fra.

Kom æggene i skålen med farvet vand og lad dem trække til de har den ønskede farve. Det tager mellem 45 min. og 2 timer. Vær opmærksom på at brune æg er svære at farve men får stadig en mørk, flot farve.

Æggene skal spises sammen dag ellers kan de opbevares i køleskabet og bruges som pynt til påskebordet.

Tomatsuppe med pasta

Hvad gør man, hvis grøntsagerne er blevet lidt småkedelige og slatne? Vi anbefaler en lækker tomatsuppe, hvor det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan putte i den.

Du starter med løg, hvidløg og måske porre, som snittes og brunes i fedtstof på bunden af en stor gryde. Herefter tømmer du køleskabet for de sidste rester grøntsager, og skærer dem i mindre stykker. Du kan fx bruge gulerod, bladselleri, pastinak, stokken på broccoli, knoldselleri, champignon eller peberfrugt. Det er kun fantasien som sætter grænser.

Dernæst tilsættes flåede tomater/tomatpure/hakkede tomater/friske tomater alt afhængig af, hvad du har derhjemme. Suppler med en passende mængde vand. Lad suppen simre en halv times tid. Giv suppen en hurtig tur med stavblenderen eller blenderen, til den har den rette konsistens.

Tilsæt gerne en rest ketchup, blød feta, smøreost, fløde, mælk eller creme fraiche (men pas på med for meget creme fraiche).Husk at skylle både tomatdåsen og ketchupflasken for at få det sidste ud. Tilsæt det i suppen. Du kan også skylle pestoglasset for at få lidt ekstra smag med derfra.

Alt hvad du kan få fingre i af krydderier er godt: chili, basilikum, persille, timian, oregano, karry og bouillon terninger. Vælg én eller to krydderier ud som passer godt sammen, og smag til undervejs.

Hvis du har en sjat pasta eller spaghetti kan du knuse dem til mindre stykker, og lade dem koge med som suppenudler.

Hvis du synes at suppen mangler protein, kan du tilsætte kødboller eller bønner. Nogle har måske også kødrester tilovers, der ville passe godt.

Rugbrødsboller

Er du træt af kedelige rugbrødsrester? Prøv vores rugbrødsboller og tryl dine gamle skorper om til nye lækkerier.

 

Du skal bruge:

  • 300 g rugbrød
  • 6 dl + 1 dl vand
  • 15 g gær
  • 400 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk honning 
  • 2 gulerødder
  • Solsikkekerner
  • Æg til pensling

Riv rugbrødet i stykker og kom i en gryde. Hæld 6 dl vand over, og kog rugbrødet indtil det er udkogt. Køl brødet af mens resten af ingredienserne blandes. Opløs gæren i 1 dl vand. Tilsæt salt og honning og rør rundt til honningen er opløst. Riv gulerødderne og kom dem i. Ælt hvedemel i blandingen og tilsæt det afkølede brød. Lad dejen hæve i 3 timer eller lad den  stå natten over. Dejen kan godt være lidt klisteret, så fugt evt hænderne med lidt vand inden du former bollerne, så slipper dejen lettere.

Lad bollerne hæve i 30 min. Pensl dem  med æg og drys med solsikkefrø, sesamfrø, chiafrø eller hvad du har i skabet. Bag bollerne i 15- 17 min (afhængig af din ovn) ved 200 grader almindelig ovn eller 180 grader varmeluft.

 

Tøm-dit-køleskab-tærte
Har du svært ved at bruge resterne i dit køleskab? Prøv vores tøm-dit-køleskab-tærte, som findes i utallige variationer, og som hjælper dig af med de sidste madrester.

 

Æggeblanding:

  • 3 æg
  • ca. 2 dl mælk (evt. lidt fløde), cremefine, hytteost eller cremefraice
  • Revet ost
  • Salt og peber

Hvis du har brug for mere æggeblanding kan du tilføje et æg og en dl væske mere til blandingen.

Tærtefyld:

  • 2 porrer (du kan sagtens bruge hele porren, også toppen. Foretrækker du den nederste del, kan du evt. gemme toppen til fx suppe eller simreret. Snit den sidste rest porre, og læg den i fryseren til næste gang)
  • 2 stk kyllingebryst eller anden kødrest (hvis kødresten ikke er tilberedt men blot tæt på udløbsdatoen, kan du stege dit kød før det kommer i tærten. Husk blot at kødet ikke skal være helt tilberedt da det også skal i ovnen)
  • 1 pakke baconstrimler eller bacontern (baconen kan steges en smule før, hvis man ønsker det lidt sprødt)
  • Tærtedej (du kan købe færdiglavet tærtedeje i supermarkederne, hvis du ikke har tid til selv at lave det selv)

Tærten bages efter instruktionen på tærtens indpakning. I dette tilfælde var det 35-40 min. ved ca. 200 grader i varmeluft ovn. 
Prik med en gaffel i tærten, og tjek om æggeblandingen er fast før tærten tages ud til servering.  

Forslag til tærtefyld:

  • Tun og majs + æggeblanding
  • Laks og spinat + æggeblanding
  • Tacos tærte (laves af resterne efter at man har spist tacos. Som regel en rest kødfyld, majs, bøn­nespirer, tomat og en en klat tacos sauce. Du behøver ikke en æggeblanding, men du kan lave en ekstra dej, så der kommer låg over)

Hvis du har kødrester tilbage fra aftensmaden kan du fryse dem ned. Det er nemt og hurtigt tilbehør, hvis du står med lidt småkedelige grøntsager, og har lyst til at lave en lækker tærte. 


Affaldsvejviser

Brug Affaldsvejviseren, når du er i tvivl om, hvor du skal aflevere dit affald. Tast navnet på affaldet i søgefeltet og du får vist de muligheder, der er for at aflevere affaldet.