Ofte stillede spørgsmål

Spørgsmål om administrationsgebyret i 2017

1. Skal virksomhederne fortsat betale gebyr, når virksomhederne nu frit kan vælge, om de vil benytte genbrugspladserne?
Ja, virksomhederne skal betale et administrationsgebyr, der dækker virksomhedernes andel af kommunernes fælles administrative omkostninger, der ikke har noget med en bestemt ordning at gøre. Det drejer sig bl.a. om omkostninger til affaldsplanlægning, regulativudarbejdelse og betaling til staten for statslige registre og databaser. Administrationsgebyret er altså ikke en betaling for brug af genbrugspladserne.

2. Er der mulighed for at blive fritaget for administrationsgebyret?
En række branchekoder og virksomhedsformer er automatisk fritaget for administrationsgebyret. Derudover skal virksomheder med en omsætning på under 300.000 kr. også fritages.
Anøgning om fritagelse skal indsendes inden 1.12.2017.

3. Hvor får Næstved Kommune oplysningerne om min virksomhed fra?
Næstved Kommune henter alle oplysninger om virksomhederne fra Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. Grundlaget for gebyropkrævningen er de data, der er registreret om virksomheden den 1. januar i opkrævningsåret.

4. Hvem har ansvaret for oplysningerne i CVR?
Du skal selv indberette og opdatere oplysninger om virksomheden. Det gælder både branchekode, p-nummer, adresse samt eventuel lukning af virksomheden. Se mere på www.virk.dk. Du skal bruge dit nøglekort når du logger ind.   

5. Hvad er en produktionsenhed og et P-nummer?
P-nummer er forkortelse af ”produktionsenhedsnummer". En produktionsenhed er betegnelse for en virksomheds aktiviteter på en bestemt adresse. Til hver virksomhed i CVR er knyttet en eller flere produktionsenheder. Nummeret består af 10 cifre.

6. Hvis jeg opretter min virksomhed i CVR-registeret i løbet af året, hvor meget skal jeg så betale?
Intet for det pågældende opkrævningsår. Virksomheden skal betale med baggrund i registreringen pr. 1. januar i opkrævningsåret, og på dette tidspunkt er virksomheden ikke registreret. Næstved Kommune må ikke opkræve forholdsmæssigt gebyr.

7. Hvis jeg lukker min virksomhed i CVR-registeret i løbet af året, hvor meget skal jeg så betale?
Hele gebyret. Virksomheden skal betale ud fra registreringen 1. januar i opkrævningsåret. Virksomheden må ikke krediteres for ophør i løbet af året – heller ikke forholdsmæssigt.

8. Adressen på virksomheden er forkert - hvordan rettes den?
Alle ændringer af data skal foretages af virksomheden selv hos CVR på www.virk.dk – evt. tlf. 72 20 00 30.

9. Jeg flytter min virksomhed fra en kommune til en anden i løbet af året. Skal jeg betale gebyr i begge kommuner?
Virksomheden skal kun betale gebyr i den kommune, hvor virksomheden var registreret den 1. januar i opkrævningsåret.

10. Jeg bor til leje og min udlejer betaler erhvervsaffaldsgebyr. Skal jeg også betale?
Ja, det er ikke ejendommen, der er gebyrpligtig, men den enkelte virksomhed (CVR-enhed).

11. Min virksomhed producerer ikke affald. Skal jeg så alligevel betale administrationsgebyr?
Du kan ikke søge om fritagelse med henvisning til, at virksomheden ikke producerer affald. Baggrunden for denne administrationspraksis er, at alle virksomheder har eller potentielt kan få brug for de ydelser, som kommunen stiller til rådighed i forbindelse med affaldsadministrationen. Dette afspejles også i, at administrationsgebyret skal fastsættes som et gennemsnitsgebyr, hvilket vil sige, at der ikke er krav om en direkte sammenhæng mellem den ydelse den enkelte virksomhed modtager og gebyrets størrelse.

12. Ifølge reglerne i Affaldsbekendtgørelsen er min virksomhed fritaget for at betale administrationsgebyr. Men virksomheden benytter genbrugspladserne ind imellem og er tilmeldt kommunens dagrenovationsindsamling. Skal jeg så betale?
Ja, en virksomhed skal altid betale administrationsgebyr, hvis den benytter et eller flere af kommunens affaldstilbud.  Du skal altså betale, hvis din virksomhed benytter genbrugspladsen, dagrenovationsordningen eller tømningsordningen for olie- og benzinudskillere.

13. Jeg skal ikke betale administrationsgebyr efter reglerne i affaldsbekendtgørelsen. Kan jeg få refunderet gebyret fra tidligere år?
Nej. Reglerne gælder ikke med tilbagevirkende kraft.

14. Hvordan finder jeg mit CVR- eller P-nummer?
Du kan finde CVR- og P-nummer her.